I TANKENS VOLD

METAFYSISK ÅBENBARING, UBØNHØRLIG SAMFUNDSKRITIK OG HUMANISTISK MANIFEST I ÉT

Boganmeldelse af Rui T. Hasenkam S. / Vinteren 2021

Er den verden som tankerne skaber og reflekterer falsk og lukket om sig selv, uanset hvordan man vender og drejer det?
Er enhver idé om adskillelse mellem individer illusorisk og misledende?

Skal vi erkende, at vores viden og kulturelle koder er uvirkelige og livløse størrelser, inden vi for alvor kan føle os i live?

Det mener i hvert fald Martin Fluri, forfatteren til I tankens vold. Hovedpointen er, at vi fejlagtigt lader tænkeevnen beslaglægge bevidsthed samt vilje, og kuppe sig til en konceptuel livsoplevelse, som er baseret på ‘adskilthed’. Forfatteren pointerer, at tanken I stedet bør betragtes og anvendes som et redskab på lige fod med de øvrige sanser hos mennesket.

Bogen præsenterer muligheden for at bevæge sig hinsides tankeuniversets kannibalistiske ‘ambitioner’ om at underlægge sig alt levende, som det afmonterer og fastfryser som livløse koncepter. Med andre ord er tankernes herredømme over vor virkelighedsforståelse skæbnesvangert, da det forhindrer os i at være til i livet og realisere vort potentiale som hele mennesker uadskilte fra hinanden og alt levende.

Med afsæt i egne erfaringer beretter Martin Fluri om den afspændthed og erkendelse af fuldkommenhed, som en frigørelse fra tankens herredømme afstedkommer. Selvom han samtidig frasiger sig alle spirituelle fortolkningsrammer, så kan man som læser næsten ikke lade være med at overveje om han alligevel ikke henviser til en eller anden form for metafysisk ånd, puls, magi, væren eller kraft. For antydninger om en form for genfortryllelse er utvetydige, og disse pirrer og ægger som var det afgørende afsløringer i en spændingsroman.

I tankens vold består af tre forskellige dele, som for det meste fortællemæssigt fungerer godt, og bidrager til helheden:

I første del udfolder Martin Fluri sine hovedbudskaber: Det afgørende dilemma mellem den uundværlige tænkeevne, som på den ene side har sikret menneskehedens overlevelse, og gør at mennesker kan bearbejde omgivelser og udrette ekstraordinære ting; i kontrast dertil en tænkeevne som menneskes værste fjende, i og med den skaber og opretholder en opfattelse hos den enkelte, af at være adskilt fra alt andet levende. En mental tilstand og dynamik, som medfører økologisk samt social fragmentering og segmentering, og munder ud i individualismens meningsløse blindgyder.

Bogens anden del fremstår i spørgsmål-svar format og er udsprunget af samtaler forfatteren har haft undervejs i skriveprocessen. Her dækkes en bred vifte af personlige og generelle erkendelsesmæssige spørgsmål.

I tredje og sidste del af bogen gengives dele af Martin Fluris dagbog, i kølvandet på hans ‘mystiske’ indsigt. I sagens natur en meget personlig gennemgang, men også erfaringer der bidrager til forståelsen af bogens eksistentielle budskaber. Hudløst ærlig og til tider pinligt utilsløret, fremstår denne del også som et vidnesbyrd om ægtheden i hele projektet.

Som læser sidder jeg tilbage med en oplevelse at være blevet præsenteret for både en metafysisk ‘åbenbaring’ og en ny tilgang til livet. Men Martin Fluri er også ude i en kritik af den tingsliggørelse af livet og instrumentalisering af mennesket som finder sted, i ‘fredningens’ eller ‘helliggørelsens’ af kulturelle dogmers navn, og den samfundsudvikling disse fører med sig.

Set i det lys kommer bogen dermed også til at fremstå som et humanistisk manifest. Forfatteren peger nemlig på en anden måde at være til som individ og fællesskab, at begribe eget liv og det samfund man er en del af. Hvad skal vi med egentlig med al den aktivitet og produktivitet som dikteres af dogmer, som næres af en ‘overmodig’ tænkeevne? Især hvis dette ‘fernis’ af noget efter sigende ‘godt’ og ‘hensigtsmæssigt’ i vid udstrækning er støj, som fjerner os fra selve livet og den virkelighed vi er sat i verden til at erfare og måske endda medskabe?

Den grønne dagsorden og pandemien som øjenåbner
Der er umiddelbart ingen kobling mellem Martin Fluris tidligere beskæftigelse som ophavsmand for Vugge-til-Vugge bevægelsen i DK og dette eksistentielle projekt. Koblingen til klodens miljømæssige fremtid er dog indforstået i forfatterens overvejelser og pointer. Hvis vi slipper tænkeevnens styring af vort forhold til tilværelsen, baseret på fremskridtstanken og udvikling for udviklingens skyld, vil vi samtidig også slippe vores uophørlige behov for ny teknologi og nye produkter.

Hvis adskillelsen til alt levende opløses, bliver mantraet om evindelig opfyldelse af materielle behov og kompensationer for en tilstand af mangel, overflødigt. Den søgen efter ‘selvrealisering’ og ‘lykke’ vi er indoktrineret til at efterstræbe, vil da blive omsonst. Desuden vil vi i sagens natur ikke i samme udstrækning kunne udnytte eller skade de omgivelser, som vi er en del af og som er en del af os. Udnyttelsen af naturressourcer og miljøskadelige handlinger vil i så fald blive drastisk reduceret, hvilket alt andet lige ville have en positiv indvirkning på planetens fremtid.

Min læsning af I tankens vold får mig også til at se den aktuelle pandemiske krise i et nyt lys. På samme måde som tankernes hybris ifølge Martin Fluri ‘hypnotiser’ os, ser jeg billeder af glubske ukendte coronavira kapre intetanende celler, og bilde dem ind, at disses fornemmeste opgave er uafbrudt at reproducere og mangfoldiggøre fjenden med uoverskuelige skadevirkninger til følge. Nærværende bog bliver for mig at se derfor også brændende aktuel hvad angår vor håndtering af corona-relaterede udfordringer.

Dogmet om ‘adskillelsen’ som vi ifølge forfatteren fejlagtigt abonnerer på, betyder jo, at vi i krisens og undtagelsestilstandens navn tager alt for stor afstand til naturens gang, som nu engang har bragt en ny virus i omløb som en del af livets kabale. De kolossale foranstaltninger som er sat i værk, med uoverskuelige konsekvenser, også for livets udfoldelse mennesker imellem, legitimeres ud fra præmissen om autonome individer som på sigt ikke vil begrænses i deres muligheder, og autarkiske fællesskaber, som definerer sig selv i modsætningen til alt det udefrakommende eller afvigende: Man har lukket grænser, stigmatiseret andre lande, udsatte subkulturer og endda smittede. Man har konkurreret om de bedste løsninger og resultater, i stedet for at samle kræfter og koordinere indsatsen.

Der har heldigvis også været optakter til en fornyet samhørighed. Virale smittekæders forbløffende effektivitet har tydeliggjort det for os, at vi er del af et organisk og flydende hele, forbundet af luft, vand, strukturer og tanker. Vi er blevet mere opmærksomme på, at individer ikke er eller kan være adskilte fra hinanden i virkelighedens verden og på det faktum, at enhver handling foretaget et sted kan påvirke et helt andet hjørne af det fælles rum vi deler.

I den ideelle verden kunne denne øgede bevidsthed om en allestedsnærværende ‘forbundethed’ blive startskuddet på en ny samfundsmæssig dynamik, som integrerer denne væren-i-livet-og-verden Martin Fluri peger på. I den reelle verden er det måske blot en drøm, en utopi, eller endnu et tankespind?