Korte uddrag fra Martins kommende bog ‘I tankens vold’
Adskillelsen er problemet
Det primære problem menneskeheden i dag står overfor, er ikke global opvarmning, forurening, krig, sult, fattigdom eller skævdeling af ressourcer. Det er heller ikke vores personlige udfordringer som stress, depression, angst, sorg, grådighed, egoisme, stolthed, vrede eller begær. Uanset om mange af disse forhold tynger os og medvirker til at vi ødelægger livsgrundlaget for os selv og de kommende generationer, så er det ikke dér vores grundlæggende problem ligger.
Det fundamentale forhold der er årsagen til vores destruktive levevis og personlige problemer, er, at vi oplever at der er adskillelse mellem os selv og resten af verden. Det er denne oplevelse af adskillelse, der ligger til grund for skabelsen af alle vores nuværende udfordringer. Det er fordi vi oplever at vi er adskilt, at vi udnytter, udbytter, ødelægger og bekriger hinanden og livet omkring os, i den ekstreme grad som vi gør i dag. Det er ligeledes adskiltheden der er skyld i langt størstedelen af vores personlige problemer som stress, angst, sorg, usikkerhed og depression.
Vi kan prøve at lappe på vores personlige problemer ved hjælp af terapi, spirituelle praksisser, kropsarbejde eller andre metoder. Vi kan også søge at moderere omfanget af vores destruktive og selviske tendenser ved hjælp af moral, etik, love, regler, adfærdsregulering og diverse andre løsningsmodeller. Men selvom vi måske også føler, at nogle af disse metoder hjælper et stykke hen ad vejen, vil det dog ikke fundamentalt set forandre noget.
Hvis ikke vi kommer oplevelsen af adskilthed til livs, vil vi mennesker fortsætte med at leve på en måde, der er destruktiv og i konflikt med os selv og verden omkring os…
Tænkeevnen skaber adskillelsen
Vores oplevelse af at vi eksisterer som separate individer, er skabt af vores tænkeevne. Det er denne evne der definerer os som en separat enhed og insisterer på at denne definition er sand.
Tænkeevnens funktion er at forestille sig livet som værende delt op i adskilte enheder og give disse enheder kendetegn. Det er den fundamentale opgave tænkeevnen udfører for os. Senere udvikles det som vi kalder tanker, ord og sprog for at kommunikere og formidle forestillingen om disse adskilte enheder og deres kendetegn.
Oplevelsen af at vi virkelig er separate enheder, opstår samtidig med at tænkeevnen får kontrol over vores handlinger. Tænkeevnen har ikke altid haft kontrol over os. Det er en funktion den får på et tidspunkt i den menneskelige evolution.
Oprindeligt var tænkeevnen blot en af de redskaber vi mennesker havde til at hjælpe os til at trives og overleve. Det var blot en evne der var til rådighed og som vi kunne trække på alt efter behov. Vi vidste, at vi ikke kunne eller skulle bruge den til at definere virkeligheden eller til at have kontrol over vores handlinger.
På et tidspunkt får tænkeevnen så alligevel at kontrol over vores handlinger. For at det kan lade sig gøre, må tænkeevnen samtidig begynde at definere virkeligheden. Det siger sig selv at den ikke kan løfte opgaven med at kontrollere os, hvis den ikke tror på at den gør det ud fra en forståelse der er sand.
Det at tænkeevnen begynder at definere virkeligheden, er ikke en beslutning den tager. Det sker automatisk da den af uvisse årsager får kontrol over os. Tænkeevnen har ikke fri vilje, men er en fysisk funktion på linje med vores andre evner og sanser…
Kulturen vildleder os
Vores kultur er skabt ud fra vores oplevelse af at der er adskillelse mellem os selv og livet. Derfor fortæller kulturen os ikke at adskillelsen er falsk, men belærer os tværtimod om at vi skal leve livet ud fra at den er sand. Desuden fortæller kulturen os at der er noget galt med os, at der er noget andet vi skal nå hen til som er bedre og mere virkeligt end det der lever nu.
Kulturen lærer os at vi som separate individer kan finde en mere eller mindre permanent tilstand af fred, glæde, meningsfylde og samhørighed. I troende samfund er religionen og spiritualiteten den primære eksponent for dette og i sekulære samfund er det blevet psykologien, filosofien og forskellige former for selvudvikling der udfylder denne rolle.
Da vores oplevelse af adskillelse gør at vi føler os usikre og ude af sync med livet, kan vi ikke lade være med at søge efter at få det bedre. Derfor tror vi på de mål kulturen stiller os i udsigt. Paradoksalt nok er det denne søgen og troen på de mål kulturen belærer os om, der afholder os fra at se at der i virkeligheden ikke er noget problem.
Vores kultur er med til at vedligeholde vores oplevelse af at vi er adskilte individer og at der er noget galt. Den fortæller os at vi skal nå et andet sted hen end hvor vi er i indeværende øjeblik. Troen på at det er sandt er vores problem, vores eneste problem. Det er en form for psykose som hele menneskeheden befinder sig i…
Menneskets evolutionære fælde?
Inden for evolutionsforskningen opererer man med et begreb der kaldes en ‘evolutionær fælde’. Det er udtryk for en situation, hvor en art fortsætter med at leve på en måde, der før hjalp den til at overleve, selvom den nu har den modsatte effekt.
Et eksempel er nyudklækkede havskildpadder. I løbet af deres evolution har de udviklet en tendens til at søge mod lyset fra havet, når de kommer ud fra deres reder i sandet. Om natten er havet lysere end stranden, så det er på denne vis, de finder vej til havet.
I den moderne verden bevæger de sig dog i stedet for mod den menneskeskabte belysning ved stranden. Det ser ud til at denne belysning forvirrer dem. Det gør, at de bevæger sig væk fra vandet og ender med at dø af udmattelse eller andre årsager. Det at de har lært at navigere efter lyset fra havet, er blevet deres evolutionære fælde.
Der er meget der taler for, at den måde tænkeevnen i dag kontrollerer os mennesker på, har udviklet sig til at blive vores evolutionære fælde. Tænkeevnens herredømme over os har fået så gennemgribende konsekvenser for den menneskelige organisme, at den synes ude af stand til at komme af med den igen. Måske det kan ske for nogle enkeltindivider, men på artsplan synes vi ikke at være i stand til at slippe af med tænkeevnens kontrol.
I løbet af evolutionen fik tænkeevnen kontrol over vores handlinger, hvilket i første omgang var til gavn for vores overlevelse. Nu er det blevet en indgroet vane. Ligesom de nyudklækkede havskildpadder fortsætter vi med at navigere efter en evne, der ikke længere er befordrende for vores overlevelse…
Sex
Jeg har selv haft en cølibatpraksis på et tidspunkt, men ligemeget hvad jeg gjorde for at få min seksuelle lyst under kontrol, så var den der alligevel fra tid til anden.
Hvad godt skulle det gøre, at du formår at disciplinere dig selv til at undgå at dyrke sex, hvis du alligevel er fyldt med seksuelle begær og fantasier? I mændenes tilfælde kommer sæden ud under alle omstændigheder, enten ved ‘våde drømme’ eller gennem urinen. Så ud kommer den alligevel.
Dem der underviser dig i seksuel afholdenhed, har også seksuelle fantasier, men de er bare ikke ærlige nok til at indrømme det. De har bygget en forretning op på, at de er gået hinsides disse begær og behov. I stedet foregår det stort set altid i det skjulte og får fordrejede og patologiske udtryk. Man prøver at undertrykke et aspekt af livet og lade som om det ikke er der.
Det er muligt at der er nogle enkelte der har formået at komme deres seksuelle lyster til livs, men snarere end at være eftertragtelsesværdigt vil jeg mene at det er det modsatte. Det er naturligt at man tiltrækkes fysisk af et andet menneske og hvis denne evne ikke længere er aktiv, er det fordi der er noget galt med en. Hvem kan være interesseret i at opnå det? Hvis man er født med en dysfunktion, så man ikke har denne evne, er der selvfølgelig sådan det er. Hvis det ikke er tilfældet, er det bestemt ikke noget der er værd at prøve at stræbe efter.
Det samme gælder hvis man dyrker taoistisk eller tantrisk sex og prøver at bruge den seksuelle energi til at opnå det ene eller det andet. Det er heller ikke en naturlig måde at bruge sex på. Derfor ender vi også ofte med at måtte søge hjælp og vejledning hos de såkaldte eksperter for at blive i stand til det.
Jeg er ikke modstander af at folk engagerer sig i den ene eller anden seksuelle praksis. Der er for mig at se slet intet problem i at søge at skabe energioplevelser og meningsfylde ud fra den seksuelle akt. Det eneste jeg peger på er, at det ikke er det sex er skabt til, men at det er noget vi gør det til…
Betingelsesløs kærlighed
Hvis oplevelsen af at vi eksisterer som separate enheder forsvinder, vil vi ikke have nogen anelse om hvad der sættes i stedet. Sker dette, vil hele kulturens værdigrundlag og idealer smuldre og ikke længere have tag i os, da der ikke længere er noget de kan have tag i. Dette inkluderer kulturens højeste moralske og etiske idealer, heriblandt kærlighed, medfølelse, uselviskhed og hvad der ellers er af idealer, der er sat i højsædet.
Du vil aldrig kunne karakterisere dig selv som fuld af betingelsesløs kærlighed og hylde det som det højeste gode. Hvis oplevelsen af separation stopper, vil du ikke vide hvad der træder i stedet, og du vil aldrig kunne kalde det kærlighed.
Hvis mennesket frisættes fra selvbevidsthedens kontrol, vil det ikke begynde at elske alt omkring sig og leve i kærlighed og samhørighed med alt levende, eller noget i den stil. Dette menneske vil ikke prøve at hjælpe hele verden og universet til at blive oplyst. Der vil ikke være noget socialt ansvarligt og altruistisk aspekt af dets gøren og laden.
Et sådant menneske vil ikke længere vide, hvor det selv stopper og hvor resten af verden starter. Derfor vil det ikke være i stand til bevidst at skade dets omverden. Det vil naturligt gøre hvad det kan for at afhjælpe eventuel lidelse i dens omgivelser. Dets handlinger vil dog ikke være motiveret af kærlighed og omsorg.
Det vil være mere korrekt at sige at et sådant menneske hjælper ud af selviskhed. Det mærker i bogstaveligste forstand lidelsen i den omkringliggende verden på sin egen krop – ikke spirituelt eller psykologisk, men rent fysisk…
Meditation og spirituel praksis
Dem der anbefaler spirituelle praksisser, er ikke dem der er sluppet af med tænkeevnens kontrol. I bedste fald er det nogen der har mødt én, det er sket for, og som de søger at kopiere. Det er muligvis derfor, at der er udviklet praksisser, hvor man anbefaler folk at meditere uden at forvente noget, at blive ‘det neutrale vidne’ eller noget andet i den stil. Det virkede måske som om, at det var den måde dem der ikke længere var underlagt tænkeevnens kontrol, levede på. Derfor kan nogen have søgt at kopiere dem.
Oftere har folk dog udviklet praksisserne for at legitimere dem selv og holde på deres tilhængere. Hvis man formår at overbevise folk om at man kender vejen og metoderne til at nå i mål, kan man blive overordentlig populær.
Hvilken som helst praksis vil dog kun være vildledende, uanset hvor vores motiver for at udføre dem stammer fra. Søger vi f.eks. at udføre den ‘forventningsfrie praksis’, vil den kun være med til at skabe mere forstillelse. Den vil kun give mere momentum til tænkeevnens herredømme over os.
Vi er en enhed der er skabt af tænkeevnen, og alt hvad vi gør, vil derfor kun være med til at opretholde oplevelsen af at denne enhed er virkelig. Det inkluderer alle spirituelle praksisser og alle andre former for teknikker og metoder. Det er tænkeevnen i form af det separate jeg der udfører dem og det er simpelthen ikke muligt for tænkeevnen at gøre noget uden at forvente et resultat…