Velkommen til denne hjemmeside, der handler om menneskets mest fundamentale dilemma:

at vi har en oplevelse af at være adskilt fra livet


Vores oplevelsen af at være adskilt, gør at livet virker truende og problematisk. Det betyder at vi ud over de fysiske skavanker vi måtte have, også oplever at vi har eksistentielle og psykologiske problemer. Derfor søger vi efter en mening med livet, mere glæde, fred, harmoni og samhørighed med vores omverden.

Vores søgen betyder at vi pålægger os selv en masse unødvendige kvaler. Vi ser ikke at vi i virkeligheden er livet og at livet er helt og komplet præcist som det er. Vi ser ikke at de eksistentielle og psykologiske problemer vi har, udspringer af vores oplevelse af at være adskilt og at denne adskillelse er fejlagtig.

Denne hjemmeside, Martin Fluris kommende bog og de møder og dialoger han afholder, er alt sammen en reaktion på denne situation. Fundamentalt set udtrykker det hele en uenighed med det narrativ vi mennesker har kørende om at der er noget galt og at vi er adskilt fra resten af livet. I stedet siger Martin “nej der er absolut intet galt, og adskiltheden er ikke sand.”

Dette svar uddybes, nuanceres og belyses fra forskellige vinkler og perspektiver. Hans formidling er fritaget fra spiritualitet, psykologi, filosofi og andre etablerede forståelsesrammer. Han tager på det kraftigste afstand fra alle former for tilgange og forståelser og opfordrer i stedet folk til at tænke og se for sig selv.

En af hans hovedpointer er at vi mennesker ikke har brug for andres hjælp og vejledning til at finde fred med os selv og livet som sådan. Tværtimod peger han på at troen på at vi har brug for hjælp, står i vejen for at vi kan opdage den fred og samhørighed der allerede er her.

På sin udogmatiske og direkte facon argumenterer Martin for at vi fuldt ud er i stand til at stå i os selv. Der er ikke noget vi skal lære for at kunne gøre dette. Når vi ser det, vil livets udelelige natur og fuldkommenhed begynde at træde frem, og det vil blive klart at vi i virkeligheden ikke mangler noget.

Tænkeevnen skaber adskillelsen

Det at vi har en oplevelse af at være adskilt fra livet, skyldes at det er tænkeevnen der definerer vores livsforståelse. Og tænkeevnen oplever livet som værende opdelt i separate enheder. Det er det eneste den kan, og den funktion den er sat i verden til at udføre.

Tænkeevnen er en vigtig funktion for livets udvikling. Problemet er ikke tænkeevnens funktion, men at vi bruger den til at forstå livet. Det er den ikke i stand til.

På et tidspunkt i den menneskelige evolution fik tænkeevnen kontrol over vores handlinger, og samtidig blev det også denne evne vi oplevede livet igennem. Derfor har vi en oplevelse af at være adskilt fra livet.

Tænkeevnens kontrol var til gavn for os da det først skete. Den har sandsynligvis hjulpet os til at overleve som art og været stærkt medvirkende til at vi mennesker i dag er blevet så talstærke og dominerende.
Nu er tænkeevnens kontrol over os dog gået fra at være en hjælp til at blive en hæmsko. Fordi vi oplever livet ved hjælp af en evne der ikke kan forstå livet, er vores handlinger i konflikt med livet.

Da vi ikke var så mange mennesker på planeten og ikke havde så stor teknologisk kunnen, var tænkeevnens kontrol ikke så problematisk. I dag er den dog blevet yderst problematisk. Tænkeevnens kontrol over os er hovedårsagen til at vi destruerer vores omverden og hinanden i den ekstreme grad vi gør i dag.

For at ændre denne situation er det ikke nok at forstå at vi ikke er adskilte fra livet. Lige meget hvor meget vi forstår og tror på at livet og naturen er et udeleligt hele, vil vi stadig opleve adskillelsen. Det er vores oplevelse vi handler ud fra – ikke vores forståelse eller tro. Så længe tænkeevnen er i kontrol vil vi fortsætte med at handle ud fra en falsk og konfliktfyldt oplevelse af livet.

Det eneste der kan løse denne situation, er at tænkeevnens kontrol over os stopper. Der er dog ikke noget vi kan gøre for at få dette til at ske. Tværtimod vil alt hvad vi gør, bidrage til at oplevelsen af adskillelse fortsætter. Tænkeevnens kontrol kan stoppe, men det er ikke noget vi kan få til at ske.

Martins insisteren på at der ikke er noget vi kan gøre for at komme vores oplevelse af adskillelse til livs, kan lyde opgivende og sortseende, men er faktisk det stik modsatte. Hvis dette virkelig synker ind, sætter det os fri til at leve livet fuldt og helt nu, uden at føle os hæmmet eller begrænset af troen på at det burde være anderledes. Hvad kan være mere positivt og frigørende end det?