Kronik

Kronik den 28. august 2019 i Information

Jagten på lykke er blevet en trussel mod vores egen eksistens

I 30 år var jeg selv fanget i troen på det falske ideal om permanent lykke. Vores evige jagt på lykken bringer vores handlinger og levevis i konflikt med selve livet, skriver sociolog Martin Fluri i sin kronik i spiritualitetsserien.

De religiøse og spirituelle traditioner bedyrer, at de kan vise os vejen til en evig lyksalig tilstand. Denne tilstand eksisterer i virkeligheden ikke, men hele vores samfund er bygget på ideen om lykke, og vi bliver alle ved med at søge efter den, selv hvis vi ikke er troende.

Det er årsagen til vores umættelige begær efter mere, og det har skabt de menneskelige og miljømæssige katastrofer, vi i dag er konfronteret med.

Min indgang til den spirituelle verden var en psykedelisk oplevelse, jeg havde for små 30 år siden. Jeg havde indtaget euforiserende svampe og fået en kraftigere oplevelse af glæde og samhørighed med livet, end jeg nogensinde før havde været ude for.

Efterfølgende virkede mit normale liv dødt og uinteressant. Livet syntes ikke værd at leve, medmindre jeg igen fik kontakt til den livsenergi, jeg havde oplevet på mit svampetrip.

Jeg var overbevist om, at jeg var kommet i kontakt med noget, der var virkeligt, og at det derfor måtte være muligt at gøre denne oplevelse permanent.

Da flere psykedeliske stoffer ikke syntes at være løsningen, gik jeg i gang med at lede efter nogen, der kunne fortælle mig, hvad man ellers kunne gøre for at opnå dette.

Det eneste sted, jeg kunne finde tilfredsstillende svar, var hos de spirituelle og religiøse traditioner.

De bedyrede stort set alle, at de kendte vejen til en vedvarende tilstand af fred, glæde og samhørighed med en allestedsnærværende bevidsthed eller gud. Det var noget i den stil, jeg var ude efter, og derfor kastede jeg mig nu hovedkulds ind i den spirituelle verden.

I de efterfølgende årtier studerede jeg alskens spirituelle og religiøse belæringer, mediterede min røv i laser og tilbragte over ti år som hengiven discipel i en new age-kult. I den tid fik jeg utallige oplevelser i stil med den, jeg havde haft på mit svampetrip, men de fortog sig altid igen.

For et par år siden gik det så pludselig op for mig, at det, jeg havde jagtet i alle disse år, slet ikke eksisterer. Det stod klart på så umiskendelig og tydelig vis, at jeg efterfølgende på ingen måde kunne gå tilbage til den spirituelle verden.

Forestillingen om lykke

Med tiden blev det tydeligt, at det, der i første omgang havde fået mig til at tro på, at min psykedeliske oplevelse kunne findes i virkeligheden, var, at jeg altid havde været overbevist om, at jeg kunne og skulle finde en anden og bedre tilstand.

Jeg begyndte at se, hvordan denne overbevisning kom fra de kulturelle værdier, jeg var opdraget med, og at de er et produkt af den kristne verdensforståelse og dens lovprisninger om, at vi kan opnå evig lykke og fred.

Verdens kulturer er alle udsprunget fra religioner og spirituelle retninger, der lover os, at de kan lede os til den ultimative lykke. Selv om Marx sagde, at religion er opium for folket, så var hans eget tanke- og værdisæt et produkt af den samme forestilling om fremtidig lykke.

Ideen om, at der virkelig eksisterer en lyksalig tilstand, og at vores liv handler om at opnå den, er i årtusinder blevet opretholdt og forkyndt af hellige mænd og kvinder.

I sekulære samfund videreføres denne overbevisning i dag af psykologer, mentaltrænere, politikere, filosoffer, businessguruer, videnskabsfolk og andre af den moderne verdens orakler.

Det er nu også blevet dem, som forsikrer os om, at en eller anden version af den permanente lykketilstand eksisterer, og at lige præcis deres viden og metoder kan hjælpe os til at finde den.

Forgæves jagt

Det gik op for mig, at det ikke kun var mig, der havde været fanget i troen på lykken. Vi er alle underlagt troen på, at en anden og lykkeligere tilstand virkelig findes, og at det er det, livet handler om at opnå – uanset om vi er religiøse, spirituelle eller ej. Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der ikke var det.

For de fleste af os danskere er det ikke længere Gud, vi søger, men i stedet stræber vi efter en eller anden form for vedvarende glæde, velvære og meningsfylde.

Lykken er i sig selv blevet den nye religion i sekulære samfund som det danske.

Når der laves globale lykkesurveys, kan vi danskere bryste os af, at vi ofte er dem, der scorer højest og derfor kommer tættest på den ikkereligiøse lykkegud.

Problemet er, at vi jager noget, der ikke eksisterer.

Livet – inklusive følelserne og tilstandene i vores egen krop – er i konstant forandring og bevægelse, og der findes reelt ikke nogen permanent tilstand af noget som helst.

Det ved de fleste af os godt inderst inde, men vores tro på lykken er så central en del af vores kultur og selvforståelse, at vi alligevel ikke kan lade være med at søge efter den.

For en stor del af verden er vores lykkestræben i dag centreret omkring at forbedre vores materielle omstændigheder. Vi er ikke tilfredse med at sikre vores overlevelse, som vi var det i tidernes morgen, fordi vi nu er overbeviste om, at det er lykken, der er meningen med livet.

Men lige meget hvor meget vi akkumulerer af de forhold, vi tror, vil bringe os lykken, så finder vi den aldrig. Det er denne umættelige stræben efter mere, der bevæger den menneskelige civilisation længere og længere ud på afgrundens rand.

Et stort egotrip

Menneskets ukuelige søgen efter lykken gør, at vores handlinger og levevis på fundamental vis er i konflikt med livet. Det gælder for os alle, selv de mest bæredygtige og klimabevidste af os.

Vores stræben efter dette ikkeeksisterende mål indebærer, at vi handler ud fra en falsk forståelse af livet, og det vil uundgåeligt skabe flere problemer for os selv og vores omverden.

Mange spirituelt søgende vil mene, at deres søgen er til gavn for verden, da den giver dem større kærlighed og omsorg for alt omkring dem. Det var også min overbevisning gennem de 30 år, jeg tilbragte på den spirituelle vej.

Jeg havde lært, at jeg kun kunne komme mit ego til livs, hvis jeg var ydmyg og ønskede at hjælpe andre, så det var det motiv, jeg prøvede at vise min omverden og mig selv.

Til sidst måtte jeg dog erkende, at jeg hele tiden primært havde været interesseret i at opnå det mål, jeg var blevet stillet i udsigt.

Min søgen efter absolut glæde og samhørighed, som jeg havde lært, at egoets død ville give mig, var i virkeligheden det ultimative egotrip.

Det er den samme form for forstillelse, de religiøse og spirituelle traditioner er blevet skabt ud fra. De søgte at skjule deres mere selviske motiver under påstanden om, at de havde altruistiske og næstekærlige hensigter.

Deres succes skyldes, at de lovede os, at de kunne vise os vejen til en tilstand af evig lyksalighed, for hvem vil ikke gerne have det?

Uanset om vi kommer fra sekulære eller religiøse samfund, søger vi stadig alle efter at komme så tæt som muligt på den permanente lykke.

Denne søgen er paradoksalt nok gået hen og fået så destruktivt et udtryk, at den nu er blevet en trussel mod vores egen fortsatte eksistens. Sikke et forfærdeligt rod, religion og spiritualitet har bragt os i.

Martin Fluri er sociolog og forfatter til bogen I tankens vold, der udkommer til September 2020.