Martins kommende bog på engelsk, Life Without Separation, der udkommer vinteren 2024/25, er en revideret og opdateret udgave af den danske bog i tankens vold fra 2020. Du finder mere information om bogen nedenfor og i boganmeldelsen.
Bog og lydbog på dansk – I tankens vold af Martin Fluri
Uden at læne sig op af filosofiske eller spirituelle terminologier præsenterer Martin Fluri hvad det vil sige at leve fri fra oplevelsen af adskilthed fra resten af livet. Livet er ét sammenhængende hele som vi ikke kan adskille os selv fra. Det er helt og komplet præcist som det er i indeværende øjeblik.
Med en sjælden grad af selvstændighed og fandenivoldskhed giver han en personlig beretning om, hvordan livet ser ud når vores oplevelse af adskillelse stopper. Hans kompromisløse beretning efterlader læseren uden faste holdepunkter og forståelsesrammer. Han taler lige ud af posen og afholder sig ikke fra at kritisere de tilgange og forståelser han finder nyttesløse og vildledende – som er mere eller mindre dem allesammen.
Bogen er et frisk pust, der bringer nyt liv og befriende perspektiver. Den efterlader dig med intet at gøre og intet at opnå. Hvilket ifølge Martin Fluri er det mest positive budskab, da det sætter dig fri til at leve uden omsvøb og begrænsninger her og nu.
Nogle af bogens centrale pointer:
- Vi har ikke brug for hjælp til at forstå livet, men er fuldt og helt i stand til at stole på os selv.
- Troen på andres ideer om hvad livet handler om og hvem vi er, kan kun vildlede og forvirre.
- Du er et unikt individ med helt din egen vej og dit eget udtryk.
- Tænkeevnen kan ikke bruges til at forstå det der lever. Det vil for altid være ubegribeligt.
- At blive fri fra oplevelsen af separation er et resultat af en fysisk forandring. Det er ikke noget der kan opnås ved hjælp af spirituelle, filosofiske eller psykologiske metoder.