Den oplevelse vi mennesker har af at være adskilt fra livet skyldes, at tænkeevnen definerer vores livsforståelse. Med tænkeevnen menes ikke ord og tanker, men evne til at forestille sig livet som værende delt op i separate enheder og give disse fiktive enheder karakteristika. 

Tænkeevnens forestillinger tager afsæt i det menneske den opererer hos. Først forestiller tænkeevnen sig dette menneske som en adskilt enhed, og med udgangspunkt i denne distinktion defineres resten af livet. 

Tænkeevnen er altså en forestillingsevne og den kan derfor ikke forstå virkeligheden. Det er en vigtigt funktion, der er til stor hjælp for vores trivsel og overlevelse, men tænkeevnens definitioner er fiktion. De kan ikke bruges til, at forstå hvad der er sandt. Det samme gælder for ord og tanker, som er et produkt af denne evne. 

Sålænge tænkeevnen kontrollerer menneskets handlinger og livsforståelse, virker det som om, at de tanker og ord der udspringer af tænkeevnen, kan bruges til at forstå virkeligheden. Når tænkeevnens kontrol ophører, bliver det tydeligt, at denne adskilte livsforståelse ikke er sand. 

Ikke alene kan tænkeevnen ikke forstå hvad der er virkeligt, men vi har heller ikke nogen andre redskaber til rådighed, der kan give os denne forståelse. Tænkeevnen er det eneste vidensfakultet vi har, og dens viden er baseret på forestillinger og er ren fiktion. Om der er noget der er sandt og virkeligt og hvad det i givet fald er, kan vi aldrig vide. 

Når tænkeevnens kontrol ophører, mister vi interessen for at finde ud af sandheden. Det bliver åbentlyst at det hverken er muligt eller vigtigt, så hvorfor skulle vi bruge tid og energi på det? Fra da af lever vi i det ukendte, i en befriende tilstand af ikke at vide og ikke have behov for at vide.

Fra tjener til herre
Der er som sagt ikke noget problematisk i tænkeevnens funktion. Tværtimod er den et vigtigt redskab for vores trivsel og overlevelse. Det er måden mennesket bruger tænkeevnen på der er problematisk. Det at vi bruger tænkeevnen til at definere virkeligheden, er i dag gået hen og blevet yderst problematisk for menneskeartens trivsel og overlevelse. 

Tænkeevnen har ikke altid haft kontrol over mennesket. I tidernes morgen var den vores tjener og ikke vores herre. Den var til rådighed for os, men havde ikke kontrol over os. Det var den rolle tænkeevnen oprindeligt spillede for mennesket.

På et tidspunkt i den menneskelige evolution fik tænkeevnen kontrol over vores handlinger, og samtidig blev det også denne evne, som vi oplevede livet igennem. Det er derfor, at vi i dag har en oplevelse af at være adskilt fra livet.

Den oplevelse af adskillelse tænkeevnens kontrol skaber, var utvivlsomt til gavn for os, da det først skete. Den øgede grad af usikkerhed og angst det adskilte verdensbillede bidrog med, gjorde os mere agressive og selvbeskyttende. Det er muligvis årsagen til, at vi stadig eksisterer som art og hovedårsagen til, at vi mennesker er blevet så talstærke og dominerende.

I dag er tænkeevnens kontrol over os dog gået hen og blevet en hæmsko. Fordi vi oplever livet ved hjælp af en evne, der ikke kan forstå livet, er vores handlinger i konflikt med livet. Vi er som en elefant i en glasbutik og ligemeget hvor forsigtige vi prøver at bevæge os, skaber vi kaos og konflikt. 

Da vi ikke var så mange mennesker på planeten og vores teknologiske kunnen ikke var så udviklet, var tænkeevnens kontrol ikke så destruktiv. I dag har det dog ændret sig. Tænkeevnens kontrol over os er hovedårsagen til, at vi destruerer vores omverden og hinanden i den ekstreme grad som vi gør. Den er også skyld i størstedelen af vores psykologiske og eksistentielle problemer.

For at ændre denne situation er det ikke nok at forstå, at vi ikke er adskilte fra livet. Lige meget hvor meget vi forstår og tror på at livet og naturen er et udeleligt hele, vil vi stadig opleve adskillelse. Og det er vores oplevelse, som vi handler ud fra – ikke vores forståelse eller tro. Så længe tænkeevnen er i kontrol vil vi fortsætte med at handle ud fra en falsk og konfliktfyldt oplevelse af livet.

Løsningen
Menneskets oplevelse af at eksistere som adskilte individer gør, at livet virker mere truende og problematisk end det egentling er. Den skaber en grundlæggende usikkerhed overfor den omverden vi oplever os selv som adskilt fra. Ydermere giver den falske oplevelse af adskillelse en fornemmelse af, at der er noget der mangler og at livet ikke er som det skal være. Derfor søger vi efter en mening med livet, mere glæde, tryghed, fred, harmoni og samhørighed med vores omverden.

Der er forskelligt hvordan vores søgen ser ud. Nogen søger at opnå det, de føler der mangler ved at tilegne sig mere materiel velstand og sikkerhed. Andre søger at opnå tilfredshed gennem spiritualitet, psykologi, filosofi, karriere, familieværdier, sex eller andet. Intet af det virker dog, da utilfredsheden ikke skyldes at der mangler noget, men at vi oplever os selv som adskilte. Og intet af det kan få adskillelsen til at ophøre. 

Ikke alene er vores søgen nyttesløs, men den bidrager til at fastholde oplevelsen af adskillelse. Når vi underholder ideen om at der er noget der mangler, insisterer vi på, at oplevelsen af adskillelse er sand. Oplevelsen af adskillelse kan ikke stoppe før vores søgen stopper. Men hvis vi forsøger at stoppe, er det mere søgen, der er med til at fastholde oplevelsen af adskillelse.

Det kan lyde opgivende og sortseende, at der ikke er noget vi kan gøre for at komme vores oplevelse af adskillelse til livs, men er faktisk det stik modsatte. Jo mere det synker ind, jo mere sætter det os fri til at leve livet uden at føle os hæmmet eller begrænset af troen på, at det burde være anderledes. Hvad kan være mere positivt og frigørende end det?